Adnan Pekaz 18 år

I 1993 måtte min familie og jeg flygte fra mit oprindelige hjemland Bosnien. Der var krig, og vi var i stor fare. Vi flygtede nordpå og havde oprindelig Tyskland som mål. Efter nogle turbulente dage, hvor det vigtigste var at komme væk fra Bosnien, havnede vi dog i Danmark.

Jeg var dengang 5 år. Efter en tid i Danmark, hvor vi flyttede noget rundt, sådan husker jeg det i hvert fald, fik vi endelig egen lejlighed, og jeg begyndte at gå i skole i en dansk folkeskole. Jeg kan huske, at det var svært i starten – især det danske sprog voldte mig store problemer. Heldigvis tilbød skolen mig nogle ekstra dansktimer, hvilket jeg har haft stor glæde af.

Da jeg var yngre, overvejede jeg ikke så nøje, hvad jeg engang ville uddanne mig til. Allerede i 6. klasse blev jeg dog mødt af en vejleder på skolen, som bad mig lave en uddannelsesbog. Siden snakkede hun også med mig om, hvordan jeg havde det med at gå i skole, og om jeg havde tænkt over, hvad jeg ville uddanne mig til.

Dette arbejde satte en proces i gang, og i løbet af de sidste år i folkeskolen blev det klart for mig, at min hovedinteresse var noget med beregninger, teknik og mekanik. Jeg besøgte forskellige ungdomsuddannelser og var i erhvervspraktik som ingeniør. Erhvervspraktikken tændte mig på ingeniør-uddannelserne.

Jeg måtte derfor hjem på skolen og finde ud af, hvordan jeg kunne få en sådan uddannelse. Jeg fandt ud af, at der var flere veje at gå, men mente, at HTX uddannelsen lige var noget for mig. Ja, jeg skal måske lige fortælle at HTX betyder Højere Teknisk Eksamen, og at det er en gymnasial ungdomsuddan-nelse.

Jeg har netop afsluttet det første halve år på HTX, som er grundforløbet og begynder nu på mit studieretningsforløb som varer 2½ år, altså i alt 3 år.

Uddannelsen er lige noget for mig. Vi gennemgår en masse teori, vi skriver opgaver, og vi arbejder med tingene i praksis. Jeg tror faktisk, det minder en del om ingeniørs arbejdsdag. Jeg glæder mig til de næste par år på HTX og til at komme videre i uddannelsessystemet.