Frank Sørensen 42 år Jeg nåede 9. klasse i folkeskolen uden at være klar over, hvad jeg gerne ville uddanne mig til. Heldigvis interesserede skolearbejdet mig, og jeg fik gode karakterer. Jeg valgte derfor at fortsætte min skolegang på gymnasiet, så havde jeg yderligere 3 år, som jeg kunne bruge til at overveje, hvad jeg gerne ville være. Tiden gik, og jeg blev færdig på gymnasiet. Jeg husker, at matematik havde min interesse, men jeg var stadig ikke sikker på, hvilket job jeg engang gerne ville have. Imidlertid var jeg fyldt 18 år, havde været på session og var blevet indkaldt til forsvaret. Jeg tænkte, at det kunne jeg jo godt prøve. Jeg var som sagt usikker på, hvad jeg ellers skulle. Det var en spændende tid ved forsvaret. Jeg blev hundefører og havde ansvar for træning af en af forsvarets vagthunde. Du må forstå, at man dengang især frygtede angreb fra Sovjetunionen, så der blev virkelig passet på Danmarks militære anlæg. På et tidspunkt indså jeg, at jeg ikke skulle være i forsvaret længere. Jeg søgte derfor nogle forskellige job og var heldig at blive ansat som elev i et revisionsfirma. Jeg tror, jeg fik jobbet med baggrund i dels min studentereksamen, dels fordi jeg kunne berette om, at jeg er og var et meget aktivt menneske, som gerne ville yde noget ekstra for at nå mine mål. Det er måske en egenskab, jeg har udviklet gennem en aktiv karriere som kapsejler. Nå, jeg fik jobbet og i tilgift den opgave at uddanne mig til revisor. Det foregik på den måde, at jeg arbejdede om dagen og gik i skole om aftenen. Når jeg skulle aflevere opgaver eller skulle til eksamen, fik jeg ofte et par dage fri til at få det overstået. Det var en hård tid, og uden en masse vilje og energi var det ikke gået. Jeg stod det igennem og blev først uddannet som registreret revisor og siden til statsautoriseret revisor. I dag er jeg medejer af og direktør for et revisionsfirma med ca. 50 ansatte og har klienter over hele Danmark. Derudover har jeg sammen med en ven fra studietiden overtaget en stor virksomhed, som producerer vindmølletårne. Da jeg gik i skole anede, jeg ikke noget om, at det var sådan et job, jeg ville få. Det gør dog ikke jobbet mindre spændende - tværtimod. |